1969 Kontaktudvalget på Kollegiet

1969 17. dec.; Ængstes vi for at møde julen?

Værdifuld juleoptakt i Kontaktudvalget!

Aldrig har en sal været pyntet smukkere, end den store spisesal på Jyderup Realskoles Kollegie, hvor Kontaktudvalget i går festede for de ældre og invalidepensionister. Under hele loftet var der som en stjernehimmel og overalt var der julesymboler og tændte juletræer.
Ingen kunne undgå at komme i julestemning lige fra ankomsten, og dette var der da også lagt op til på alle måder, bl.a. var også bordene smykket med gran og kærter. Forstanderparret hr. og fru Hehnel, fik fortjent anerkendelse for den skønne "julesal".
For bordenes udsmykning stod udvalgets damer.
Husmoderforenings formand, fru Anna Møller Hansen, bød velkommen til de godt hundrede deltagere, og et par julesange blev sunget. Særligt indbudte var forstander Hehnel og frue, samt Jyderup sogneråd, der repræsenteret ved sognerådsformand Poul Rasmussen og sognerådsmedlemmerne Thomas Vang Petersen og Harry Gundersen

Mødet med julen
Juletalen blev holdt af pastor Holger Hansen, Buerup der omtalte, hvorledes julen og hele dens særegne stemning føltes som noget forunderligt lyst, varmt og stærkt. Selv op i den høje alder fornemmer vi denne magt over sindet, men er det ikke som om vi på samme tid føler lidt ængstelse for julen, for spørgsmålet om hvordan vi skal møde selve julen og om virkeligheden holder til forventningen om, hvad julen har at bringe?
Fælles for os alle er også tanken om barndommens jul, mindet om alt hvad den indebar og betød.
Juleaften med mor og far i kirken, hvor alt var smukt, rent og varmt, og når man kom ud til gadens mørke, føltes kontrasten som en angst, indtil en barnehånd blev lagt i en far's stærke, gode og trygge hånd, på samme måde, som vi også føler tryghed ved at lægge vort liv i Guds hånd.
Nænsomt og smukt fortalte pastor Holger Hansen om et møde et gensyn med sit barndomshjem, sine barndomsdage, og hvorledes en så hverdagsagtig ting, som den slidte fure i et trappegelænder, kunne give lidt af den varme og lyse fornemmelse tilbage.

Hvad er julen?
Der er fremsat mange forskellige forklaringer på, hvad julen er bekræftelse på, at Gud blev menneske for at frelse verden. Julen er den gave til os, at Gud har rakt sin hånd ud til mennesker og at vi må lægge vor hånd, vor liv og fremtid i hans stærke og gode hånd, føle frimodigheden, glæden og trygheden. Det tiltrænges også for dem, der har mistet, som har det tungt, hvor andre er glade. Da er det godt at vide, at Gud har kærlighed og styrke til os alle og da føler man julen som noget godt, glædeligt og velsignet.
Pastor Hansen læste derefter Kaj Munks karakteristik af moderen, et fint og gribende tegnet billede af denne mor af tanker og minder efter moderens begravelse.

Kor og Luciaoptog
Mens kærterne brændte, blev kaffen og bagværket nydt, og man hyggede sig ved samtale. Under ledelse af lærerinde frk. Ingrid Andersen - som bragte hilsen fra den sygemeldte sanglærerinde fru Birgit Rasmussen - sang Realskoles pigekor "Et barn er født i Bethlehem" og "Den kære gamle julemand" og fik fortjent bifald. Frk. Andersen havde også indøvet " Lucia sangen og Lucia optoget med den store flok piger. Lysene blev slukket i salen og så fulgte det meget smukke Lucia optog med Ingeborg Duwens som den søde Luciabrud, fulgt af sine yndige terner, alle med levende lys. Udover Lucia sangen blev også "Kimer i klokker", sunget under optrinet.

Lys og renhed
Fru Anne-Marie Petersen, Aldersrovej, akkompagnerede på klaveret til de mange fællessange der blev sunget. Som ekstra traktement blev alle budt på æbler og pærer, ligesom der var lodtrækning om en række gratis gevinster.
Sognerådsformanden rettet en hjertelig tak til hr. og fru Hehnel for den store gæstfrihed og venlighed der vises ved, at stille salen til rådighed under byens bekneb for en stor sal. Det var fra skolens side en smuk gestus der blev vist. Nu er alt gjort så smukt og festligt og det fornemmes som symbol for det som julen betegner - lys og renhed. Det var også hvad præstens gode ord og den smukke beretning af Kaj Munk, havde vidnet om, og det havde gjort denne eftermiddag indholdsrig.
Formanden for kontaktudvalget, fru Emilie Andersen, Dyremosevej, takkede sognerådet for støtte og samarbejde og forstanderparret Hehnel for gæstfri modtagelse. Til præsten og frk. Ingrid Andersen var overrakt blomster. I øvrigt takkede formanden til alle sider og der blev personligt ønsket hver enkelt "en god og glædelig jul"1


Kilde:
Kilde Kalundborg Folkeblad 17. dec. 1969, side 6; Ængstes vi for at møde julen?

Sidst opdateret 19. oktober 2014
©Jyderup Realskole